Maj

Maj-august

 

Ole Ahlberg: Flyvefærdig

Retrospektiv udstilling

Otterup Geværfabrik – kulturhus på Fyn.

Udstillingsperiode: 17. maj - 18. august

OM UDSTILLINGEN
Ole Ahlberg er fyldt 70 i år. Det fejrer vi med en stor retrospektiv udstilling og en bog, der er et billede på hele Ahlbergs virke som kunstner; fra de allerførste malerier, tryk og collager frem til oliemalerierne i dag med sensuelle kvinder, satirisk legetøj, den hellige pave og uskyldige Tintin. Langt størstedelen af værkerne i udstillingen har vi lånt af vores gode kunder og venner af galleriet samt Ole Ahlbergs gode venner og familie.

Det bliver en flot udstilling med 130+ værker, og vi glæder os til at fejre Ole og den med jer.
 
UDDRAG FRA BOGEN
Man kan godt slå sig på Ole Ahlberg. Ingen tvivl om det.

Hans kunst prikker til dig, til hykleriet, småborgerligheden, ufriheden. Den er en enerverende hveps, der summer omkring dit søde selvbillede, og den er svær at daske væk.

Han kan hitte på at holde et satirisk spejl op for dig – og dér, i spejlbilledet, konfronteres du med dig selv. Og så kan man altså blive helt forskrækket over, hvad man ser, hvis man altså ikke tidligere har været ærlig over for sig selv. Eller hvad det er inden i dig, der lader sig provokere eller pirre af noget så uskyldigt som for eksempel sammenstillingen af en flot kvinde, Tintin og så en strategisk placeret raket.
 
"Jeg tænker ikke over, jeg af nogle opfattes som provokerende.
Jeg er så naiv at tro, jeg må male alt." – siger Ahlberg selv om den sag.

 


Ole Ahlberg, Paparazzi, 72x60 cm, 2013, olie på lærred, privateje