Lasse Thorsts (1979) figurative og ekspressive værker emmer af historier.
De sædvanlige forlæg for Thorsts værker er gamle fotografier, som han i bearbejdelsen tilfører et nutidigt blik.
Temaerne er klassiske: specielt bærer de vidne om det 19. århundredes populærkultur og tidlige folklore.
Lasse Thorst arbejder i hurtige sessioner, sædvanligvis vådt i vådt, med olie på linned eller kanvas. Han bruger ikke skitser, men afprøver sine idéer direkte på lærredet – som en abstrakt maler.
Efter ti års pause tog Thorst i 2018 maleriet op igen efter en rejse til Vietnam, hvor han blev introduceret til en oldgammel lakteknik. Thorst debuterede senere samme år med os på NORTH Kuntsmesse.
Fortiden som musiker og Grammy-nomineret sangskriver fornægter sig ikke i Lasse Thorsts trang til at fortælle historier med signifikante, ekspressive og rytmiske penselstrøg.
