Kom med til Poppykalas’ særlige soloudstilling ”Symbiosis” og påskefest på vingården BiniVista på Mallorca i påsken 2026. ”Symbiosis” udspringer af Poppykalas’ ophold på vingården sidste år. Øens rå natur, vinmarkernes rytmer, havets dybde og det særlige middelhavslys har sat sig i værkernes farver og energi.
Vingården BiniVista på Mallorca er meget mere end vin – det er også cykling, lækker mad og ikke mindst kunst. Hvert år inviterer BiniVista en kunstner til at skabe et værk, der skal bruges til etiketten på Årets Kunstvin, og i 2025 var det Poppykalas, der blev inviteret.
Poppykalas opholdt sig på vingården for at mærke og indsamle inspiration i naturen, vinmarkerne, stemningen og atmosfæren på vingården – før hun skabte værket til Årets Kunstvin. I september 2025 blev værket og Årets Kunstvin afsløret til vingårdens høstfest.
Poppykalas (f. 1979) er billedkunstner, florist og forfatter. Hun bevæger sig i et sanseligt blomsterunivers og arbejder med oliemaleri, akvarel og tørrede blomster i epoxy. Hendes værker er energiske, bløde, og pastose – de fyldige lag af maling er taktile og inviterer beskueren helt tæt på.
Efter opholdet har hun arbejdet videre med værker inspireret af Mallorca, og resultatet kan du opleve i hendes soloudstilling ”Symbiosis”.