Anders Børgesen – gæsteudstiller
Anders Børgesen (f. 1982) er en dansk keramiker, der skaber formstærke og æstetisk raffinerede værker i spændingsfeltet mellem klassisk elegance og moderne formsprog. Med et højt teknisk niveau og en kombination af håndelag, koncentration og tilstedeværelse arbejder Børgesen målrettet med keramikkens potentiale for at forene præcision og poesi.
Hans værker tager afsæt i en ornamental forenkling, hvor form og overflade spiller tæt sammen. Alle elementer skæres ud i fri hånd, hvilket bevidst giver plads til små variationer og skævheder, der tilfører værkerne et levende og organisk udtryk. Disse subtile uregelmæssigheder understreger ikke blot håndværkets nærvær, men også værkernes unikke karakter.
Børgesens praksis vidner om en kunstnerisk bevidsthed, hvor tradition og fornyelse smelter sammen i et personligt og tidløst formsprog.
