Fernisering: lørdag d. 6. april kl. 11 – 14
I april kan du opleve en dobbeltudstilling med to kunstnere i galleriet: Jet-te L. Ranning & Amalia Bille.
Den danske billedkunstner, Jet-te L. Ranning (1954), udstiller med soloudstillingen “Backwards Forward” – dette er hendes første soloudstilling i Galerie Wolfsen. Jette er uddannet på Skolen for Brugskunst, København (1975-80) og School of Visual Arts, New York (1981-83). I dag bor og arbejder kunstneren i Odense.
På denne udstilling har flere af Jet-te L. Rannings værker ”Rome” i titlen. Motiverne i disse værker er inspireret af vilde vækster langs Tiberens bred i Rom – floraens udskud, den laveste plante i hierarkiet. Disse planter eksisterer kun i kraft af deres egen overlevelsesdrift; en stærk og stædig insisteren på deres egen berettigelse. Jet-te beundrer og ønsker at hædre disse vilde vækster.
Rannings malerier er en sammenfletning af figurative og abstrakte elementer, og bygget op i flere lag af olie, akryl og marmorstøv. Værkerne fremstår lyse, lette og grafiske. I kunstnerens teknik og motiver er der tydelige referencer til naturens former, ornamentik og mønstre.
Jet-te L. Ranning har gjort sig bemærket herhjemme men bestemt også internationalt, og kunstnerens værker er med i flere store kunstsamlinger i verden, herunder The Americas Collection (Miami, USA), Moderna Museet (Stockholm, Sverige), Malmö Konstmuseum (Sverige), Artothek (Tyskland), Ny Carlsberg Fonden, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum og Fyns Kunstmuseum.