Fernisering: lørdag d. 4. november kl. 11 – 14.
En sanselig dobbelt solo af Poppykalas (Thilde Maria Haukohl Kristensen) og Julien Deiss.
Udstillingstitel: Dagenes skum
Poppykalas/Thilde Maria Haukohl Kristensen (f. 1979) er blomsterdesigner og billedkunstner, som bor og arbejder i København. Hun arbejder indenfor forskellige medier, såsom oliemaleri, friske, tørrede, kunstige og tekstilblomster samt epoxy.
Kunstnerens pastose blomstermalerier emmer af femininitet, sensibilitet og følsomhed, og giver en oplevelse af at vække flere sanser samt lysten til at dufte til, smage på og berøre værkerne.
Udstillingstitel: L’écume des jours
Julien Deiss (1983) er af tysk-fransk oprindelse og bor og arbejder i København. Han har studeret på Düsseldorf Art Academy og er i dag i særdeleshed kendt for sine sart farvede værker med indarbejdede figurative motiver af blandt andet Thorvaldsens skulpturer og andre klassiske statuer og elementer.
De fine, ofte antikke, skulpturer i værkerne har næsten altid mistet noget – fx en legemsdel – eller er sat sammen med noget, de ikke passer sammen med, hvilket giver balance mellem skønhed og destruktion, opbyggelighed og aggression.