Galerie Wolfsen

Fernisering: 2. marts kl. 11 – 14

I marts kan du glæde dig til en helt særlig dobbelt soloudstilling med to eftertragtede og talentfulde kunstnere: Morten Løbner Espersen og Lasse Thorst.

Selvom kunstnerne arbejder med hvert deres udtryk og medie, synes begge kunstnere at arbejde med en dybere fortælling i værkerne. Hos begge kunstnere kan man som beskuer gå på opdagelse i værkerne, hvor man finder spændende detaljer i farve og teknik.

 

Complex et Simplex – soloudstilling med Morten Løbner Espersen

Morten Løbner Espersen (1965) er uddannet fra École Supérieure des Arts Appliqués, Duperré, Paris, Frankrig 1990 og fra Danmarks Designskole, 1992, og han er en af de mest succesfulde danske keramikere fra hans generation. Kunstneren er født i Aalborg, arbejder til dagligt i København, og siden 1990’erne har kunstnerens værker været udstillet i Danmark og rundt om i hele verden.

Keramikeren har en intuitiv arbejdstilgang, hvor værkerne tager form i takt med, at kunstneren arbejder med leret. Han er ualmindelig begejstret for arbejdet med glasur, – ofte i mange lag – og han eksperimenterer med glasur i alverdens farver og strukturer, og for Morten er det vigtigt, at glasuren har et brændt og forførende udtryk, der kan udfordre øjet og pirre sanserne. Ved at arbejde med flere lag glasur, kan kunstneren vælge at forstyrre harmonien eller dæmpe kaosset i et eksisterende værk, ved at skabe endnu et lag glasur.

Hey hey, My my – soloudstilling med Lasse Thorst

Lasse Thorst (1979), som bl.a. har studeret på Århus Kunstakademi, debuterede på NORTH kunstmesse i 2018, hvor alle hans medbragte værker blev solgt, hvilket kickstartede hans kunstneriske karriere. Thorst har siden udstillet sine værker i Danmark, Tyskland, England, Sverige, Frankrig og USA.

Thorsts farverige, ekspressive og figurative værker emmer af historier og tager ofte udgangspunkt i gamle fotos, som han, i sin bearbejdelse, tilfører et moderne udtryk. Kunstneren har en særlig interesse i det klassiske landskab, som han ofte bruger som scene for figurer og karakterer i sine værker. Figurerne er baseret på arketyper og symbolske karakterer fra folklore, litteratur og kunst – romantiske figurer som klovnen, tryllekunstneren og kunstneren. Mens karaktererne til tider røber en tidsperiode, forbliver landskaberne tidløse.

I sine værker skaber Thorst romantiske visioner, scenarier og visuelle fortællinger, hvor tradition og klassisk møder det nye og ukendte – et sted hvor tvivl og håb smelter sammen i et levende, farverigt og dynamisk udtryk.

Mens Lasse det seneste år har arbejdet på værkerne til udstillingen, har han samtidig været optaget af planten Natskygge og dens dobbelthed: at den kan være både helbredende og dødelig. Fascinationen af den utæmmede, ustyrlige plante, har sat sine præg på de nye værker, hvor figurerne kan synes i en drømmende tilstand eller i en form for trance – som om de har indtaget et euforiserende stof eller Natskygge-planten.

Udstillingstitlen er fra Neil Youngs sang Hey hey, My my (into the black), hvor teksten bl.a. lyder: “Hey hey, my my, Out of the blue and into the black”. “Into the black” markerer overgangen, som de fleste af Thorts værker til denne udstilling beskæftiger sig med.