Galerie Wolfsen

Fernisering: 2. november kl. 11 – 14

 

Glæd dig til november, hvor der er soloudstilling med Anne Juul Christophersen!

Anne Juul Christophersen har udstillet sin kunst på danske og udenlandske gallerier siden 2009. Kunstneren arbejder med et univers, der ulmer af magisk realisme, og de figurative værker med den lille pige og bjørnen som hovedpersoner, skildrer naturen, både i og omkring os. Annes sidste soloudstilling i Galerie Wolfsen var udstillingen “Forbundet”, der åbnede 29. februar 2020, og nu er hun klar med soloudstillingen “ét”.

ét - teaser

Om udstillingen “ét” siger Anne:
Udstilling går endnu dybere ind i de temaer, der har fascineret mig i mange år – altså både vores menneskelige forbindelser og især vores helt fundamentale samhørighed med alt levende.

Titlen “ét” har jeg valgt, fordi den indfanger den dybeste sandhed, jeg forsøger at udtrykke i mine værker: at vi, uanset vores ydre forskelligheder, alle er skabt af det samme stof. Hver enkelt af os, uanset om vi er menneske, dyr, træ eller stjerne, er en del af den samme kosmiske historie. Vi er født af det samme stjernestøv, dannet i hjertet af eksploderende stjerner for milliarder af år siden. De grundstoffer der udgør alt, hvad vi ser omkring os, herunder os selv, har en oprindelse, der rækker langt ud over vores egen planet. Vi er alle en del af en uendelig cyklus af transformation, hvor de atomer der engang fandtes i stjerner, nu findes i vores blod og knogler.

Jeg ser menneskeheden som en del af et større, levende univers. Gennem historien har vi ofte set os selv som adskilte fra naturen, som en slags enebarn, der står alene mod verden. Men sandheden er, at vi er dybt forbundne med alt omkring os – sommerfuglen er vores kusine, ulven og bjørnen vores søskende, og træerne vores forfædre. Vi er ikke adskilt fra naturen; vi er naturen. Denne forståelse er kernen i “ét”.

 

I udstillingen møder vi igen den lille blå pige, der har været en central figur i Annes kunstneriske univers i mange år. Hun har altid været ledsaget af sin trofaste følgesvend, bjørnen og andre af skovens dyr og fugle, men nu, i denne udstilling, dukker et nyt væsen op: enhjørningen, som repræsenterer det mystiske og det magiske i vores forbindelse til alt levende.

 

Anne fortsætter:
Enhjørningen har længe levet i baggrunden af mine værker, men nu, efter mange år, har den fundet modet til at træde frem. Dette lille væsen er symbol på det, der er skjult, men altid har været til stede, som en del af vores fælles livsrejse.

Når jeg maler, forsøger jeg at fange det usynlige bånd, der forbinder os alle. Mine malerier er et forsøg på at vise, hvordan vi, på trods af vores forskelligheder, er ét. Hvert værk er skabt med en bevidsthed om, at vi er mere end vores individuelle oplevelser, – vi er en del af noget meget større. Kunstens magi ligger i dens evne til at vække noget dybt inden i os. Noget der er større end ord. Hvert penselstrøg er et forsøg på at manifestere det usynlige, – den energi der strømmer gennem os alle.

Arbejdet med udstillingen har været en intens og dybt personlig proces. I mit atelier har malerierne langsomt taget form, som små fragmenter af en større historie. Hver gang jeg står foran et lærred, føler jeg mig som et fnug i universet og alligevel en uundværlig del af det hele.

Når nogen står foran et af mine værker og fortæller mig, at de føler en dyb forbindelse, bliver jeg rørt, fordi det netop er denne fornemmelse af samhørighed, jeg ønsker at skabe.

Jeg håber, at når du træder ind i udstillingen, vil du mærke følelsen af at være en del af noget større – et uendeligt univers, hvor alt og alle er forbundet gennem tid, rum og de grundstoffer, der binder os sammen”.

 

Vi ved, at mange af jer ser frem til denne udstilling, og vi glæder os til at fremvise Annes nyeste værker for jer i galleriet. Anne vil naturligvis være til stede på ferniseringen – kom ind og hils på hende.

Du kan læse mere om Anne Juul Christophersen og se nogle af hendes værker lige her. Er du interesseret i gicléetryk af Annes værker, kan de købes i galleriet i Aalborg eller på artwolfsen.dk.