Galerie Wolfsen

Fernisering: søndag d. 5. maj kl. 11 – 14

Fugleburet og Mingo indtager galleriet i maj måned. Fugleburet med udstillingen “TBAKSEKSENNEM” og Mingo med udstillingen “CE · LE · BRATION!

 

FUGLEBURET
I efteråret 2023 udstillede vi for første gang kunst af den danske kunstner Fugleburet (f. 1977), og her blev værkerne taget god imod. Fuglen er en karakteristisk signaturfigur i Fugleburets værker: en trekant med takker. Fuglen er selve grundlaget for kunstnerens værker, og vi ser den igen og igen i hans kunst.

Fugleburets fugl er spids – som de forvrængede kantede objekter, den ledsager – som noget af et mareridt eller grotesk tegneserie. Kunstneren bruger ofte en pensel til præcision, og oliekridt til grove, kornede linjer. Effekten er et spontant spil af kraftfulde farver og former, spændt med disciplin og en imponerende formsans. Se de værker Fugleburet udstillede i galleriet i efteråret 2023 her.

 

Kan du knække koden: ”TBAKSEKSENNEM”? – Da Fugleburet indtastede det i en AI (Artificial Intelligence – kunstig intelligens), kunne den ikke knækkede koden.

TBAKSEKSENNEM (Menneskeskabt, hvis det læses bagfra) er titlen på Fugleburets soloudstilling, hvor kunstneren bl.a. har valgt at udforske og udfordre AI. I stedet for at frygte AI, mener Fugleburet, at vi er nødsaget til at tage imod og udnytte den.

På traditionel vis har Fugleburet skabt en række værker med sin ikoniske fugl med takkede tænder i stærke farver. Værkerne er udsprunget fra kunstnerens fantasi, pensel og oliekridt og er ført af kunstnerens hånd af kød og blod – med andre ord: værkerne er menneskeskabte.

Til netop denne udstilling har kunstneren også valgt at uploade fotos af sine nye værker til en AI, hvorefter han bad AI generere bud på nye værker i samme stil, farver og penselføring.

Fodret med fotos af Fugleburets kunst kom AI med 30 bud på nye værker i samme stil. Af de 30 har Fugleburet udvalgt ét, der skal laves som papirtryk, og dette kan opleves på udstillingen. Kan vi mon udpege dette værk blandt de andre papirværker, der er med på udstillingen? Er dette værk også menneskeskabt? – AIs bud på et værk er jo netop skabt ud fra Fugleburets originale, menneskeskabte værker.

TBAKSEKSENNEM er en soloudstilling med en lille hilsen til AI.

 

MINGO
Mingo (f.1968) har gennem flere år udstillet sin fotokunst i galleriet. Mingos fotos er ikke sat sammen i Photoshop – de er taget i ét skud, hvor alt er til stede, mens fotoet tages; stigen der stikker op af vandet, akvarierne i naturen, ballonerne i træet, etc. – se nogle af Mingo værker her.

Mingos kraftfulde og stemningsfyldte billeder med store fortællinger rummer spor af melankoli og symbolik. Værkerne er værd at dvæle ved og tænke over en ekstra gang.

 

På soloudstillingen “CE · LE · BRATION!” fejrer Mingo livet – det almindelige, det ualmindelige, det lange og det korte.

Som så ofte før undersøger kunstneren, hvad vi mennesker er – sammen og alene. Mingo har talent for, med sit kamera, at fange det sensuelle, skrøbelige, smukke og melankolske. Han er ikke interesseret i at vise polerede glansbilleder, men derimod har han i sinde at vise os, hvad vi mennesker gennemlever i det lange eller korte liv, vi får.

Kunstneren mener, vi skal acceptere, at det hele ikke nødvendigvis skal være godt. At der findes noget meget fint i alle de udfordringer, vi oplever i livet, og at vores glæde ikke ville være så stor uden disse.

Vi skal også finde glæde i modstand” – Mingo

 

 

FUGLEBURET & MINGO – sammen om kunsten:

Fugleburet og Mingo har kendt hinanden privat og professionelt i mere end 15 år, men det er første gang de udstiller på samme tid i samme galleri.

Kunstnerne arbejder med hvert deres medie og stil (til hver deres soloudstilling), men syntes det ville være sjovt at lave et eller andet sammen til udstillingen i maj – kunst, de var fælles om. For at blive inspireret tog de to kunstnere en tur på Fur – Fugleburet uploadede en reel fra ture, som du kan se her.

I deres lange venskab er der opbygget en tillid og tryghed, der gør, at de begge kan lytte, ærligt sige til og fra, for at kunne mødes et sted i kunsten, de begge kan stå inde for. Det er kammeratskabet, der har formet kunsten, hvor de har arbejdet på at få noget uforeneligt til at smelte sammen.

Vi glæder os til at se, hvad de har med på udstillingen!