Galerie Wolfsen

Sted: Torvehallerne, Spritfabrikken, Aalborg
Fernisering: 3. oktober, kl. 11 – 15
Udstillingsperiode: 3. – 31. oktober

Til oktober 2026 er Anne Juul Christophersen klar med sin største og mest ambitiøse soloudstilling til dato. Udstillingen har titlen S☉L og kommer til at strække sig over 657 m² i Torvehallerne på Spritfabrikken i Aalborg.

Med solen som omdrejningspunkt kredser udstillingen om livskraft, forbindelser og følelsen af, at vi alle udspringer af noget fælles. Det bliver nærværende og større end noget, Anne Juul Christophersen tidligere har vist.

På udstillingen vil der være malerier, tegninger og skulpturer skabt særligt til S☉L.

I Anne Juul Christophersens kunstneriske praksis udfoldes en undersøgelse af en grundlæggende sammenhæng, hvor menneske, natur, dyr, tid og sted ikke fremstår som adskilte størrelser, men som forskellige fremtrædelsesformer af det samme.

Værkerne kredser om en erfaring af, at eksistensen udspringer af en fælles kilde – en gennemgående, ikke-synlig dimension, som manifesterer sig i alt levende. En form for iboende bevidsthed eller livsprincip, der ikke er bundet til det enkelte væsen, men som gennemstrømmer det hele.

I denne forståelse opløses forestillingen om en grundlæggende adskillelse mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige. I stedet træder en virkelighed frem, hvor det, der kan sanses, og det, der ikke kan sanses, indgår i en evig sammenhæng.

Den gennemgående figur – pigen – fungerer som en bevidsthedsfigur. Hun bevæger sig på tværs af tid og sted og markerer en tilstand, hvor relation er et grundvilkår. Hendes tilstedeværelse peger mod en form for erkendelse, hvor væren opleves uden afstand.

Dyrene indgår ikke som symboler, men som medvæsener, der udspringer af den samme kilde. De optræder side om side med mennesket som udtryk for den samme livskraft og det samme ophav.

Materialemæssigt udfolder praksissen sig i et spænd mellem tegning, maleri, relieffer og skulptur. Tegningen rummer en koncentreret opmærksomhed, skulpturen forankrer erfaringen i krop og stof, mens maleriet åbner rummet og lader det gennemstrømmes af lys og bevægelse. Medierne fungerer som parallelle manifestationer af en samlet undersøgelse.

I de senere år har bronzen fået en central plads i praksissen. Her opstår en spænding mellem det flygtige og det bestandige, hvor motivernes sårbarhed møder et materiale med historisk og kulturel tyngde.

Anne Juul Christophersens værker placerer sig i et felt, hvor det sanselige og det metafysiske ikke adskilles, men optræder som gensidigt betingende dimensioner af samme virkelighed.

Det synlige og det usynlige, det kendte og det ukendte, udspringer af den samme kilde – og eksisterer i en uadskillelig sammenhæng.

 

 

Titlen S☉L

En cirkel med et punkt i midten.

Et gammelt tegn for solen –
for det sted, hvorfra alt liv udspringer.

Et centrum, som alt bevæger sig omkring,
og som samtidig er i alt.

I sin enkleste form rummer symbolet en forståelse af verden:
at det, der synes adskilt, har et fælles ophav.
At alt bærer det samme i sig.

Punktet i midten kan opleves som en kerne –
en tilstedeværelse, en bevidsthed, en livskraft.

Cirklen omkring det som helheden,
det synlige og det usynlige, det der folder sig ud.

Sammen peger det mod noget grundlæggende:
at livet ikke begynder ét sted og slutter et andet,
men udspringer af den samme kilde – igen og igen.

"S☉L



Det sted, hvorfra alt liv udspringer.
Et punkt
En kerne
En tilstedeværelse, en bevidsthed, en livskraft

Cirklen
Helheden
det synlige og det usynlige
det, der folder sig ud.

Sammen peger det mod noget grundlæggende:
at det, der synes adskilt, har et fælles ophav.
At alt bærer det samme i sig.

At livet ikke begynder ét sted og slutter et andet,
men udspringer af den samme kilde – igen og igen"

— Anne Juul Christophersen