I Anne Juul Christophersens kunstneriske praksis udfoldes en undersøgelse af en grundlæggende sammenhæng, hvor menneske, natur, dyr, tid og sted ikke fremstår som adskilte størrelser, men som forskellige fremtrædelsesformer af det samme.
Værkerne kredser om en erfaring af, at eksistensen udspringer af en fælles kilde – en gennemgående, ikke-synlig dimension, som manifesterer sig i alt levende. En form for iboende bevidsthed eller livsprincip, der ikke er bundet til det enkelte væsen, men som gennemstrømmer det hele.
I denne forståelse opløses forestillingen om en grundlæggende adskillelse mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige. I stedet træder en virkelighed frem, hvor det, der kan sanses, og det, der ikke kan sanses, indgår i en evig sammenhæng.
Den gennemgående figur – pigen – fungerer som en bevidsthedsfigur. Hun bevæger sig på tværs af tid og sted og markerer en tilstand, hvor relation er et grundvilkår. Hendes tilstedeværelse peger mod en form for erkendelse, hvor væren opleves uden afstand.
Dyrene indgår ikke som symboler, men som medvæsener, der udspringer af den samme kilde. De optræder side om side med mennesket som udtryk for den samme livskraft og det samme ophav.
Materialemæssigt udfolder praksissen sig i et spænd mellem tegning, maleri, relieffer og skulptur. Tegningen rummer en koncentreret opmærksomhed, skulpturen forankrer erfaringen i krop og stof, mens maleriet åbner rummet og lader det gennemstrømmes af lys og bevægelse. Medierne fungerer som parallelle manifestationer af en samlet undersøgelse.
