Filip Hartman (f. 2003) er autodidakt kunstner fra Aalborg, som siden sin gymnasietid har dedikeret sig fuldt ud til maleriet.
I hans værker arbejder han ofte med figurer bygget op af enkle, geometriske former og manglende ansigter, hvilket gør dem åbne og genkendelige. Figurerne fremstår ofte fragmenterede, hvilket giver en fornemmelse af, at kroppen er sammensat snarere end vokset frem – i et spænd mellem skrøbelighed og kontrol.
Farverne spiller en stor rolle i Hartmans værker, og han har en rigtig god fornemmelse for at sætte dem sammen. Det er i høj grad farvernes samspil, der skaber stemningen og giver billederne deres sanselige udtryk.
Oftest sniger der sig et humoristisk twist eller let forskudt element ind, som gør værkerne umiddelbart tilgængelige, uden at fjerne deres dybde.
Hartmans værker kredser om identitet, relationer og tilhørsforhold – men uden at give et entydigt svar.