Flydende, drømmende poesi på kanvas.
Kirsa Andreasen (1975) kan male, og hun overrasker og imponerer med rørende, dybe fortællinger; ofte langt mere voldsomme, end øjet i første omgang ser. Til gengæld fornemmer man det – forskydningen sitrer lige under overfladen.
I værkerne trækker hun ofte dogmatisk på guldalderens landskabsmaleri.
Kærligheden til og fascinationen af periodens ophøjede ro og billedsprog – komposition og lys/skygge – er tydelig, og Kirsa udnytter det intelligent. I forgrunden forløser hun historien og dens pointe, i baggrunden hviler det hele på guldalderen.
Kirsas forgrundsfigurer er unikke og let genkendelige.
Figurerne synes, med deres runde former og sart dekorerede beklædning, naive og uskyldige, og ofte er det i detaljerne – de kropsløse hoveder – eller titlerne at værkernes tvist findes.
Kirsa Andreasen arbejder primært i olie på lærred, men hendes akvareller og værker i stentøj er også meget elskede.
