Alessandro Painsi (1995) bevæger sig i genren “crapstraction”, og som andre abstrakte kunstnere planlægger han ikke på forhånd, hvad han vil skabe, eller hvordan han vil skabe det. Han følger sine instinkter og lader værkerne udvikle sig til de selv siger stop.
Med sin baggrund som professionel danser er Painsi vant til at kreere udtryk og oplevelser, der er lige på linjen mellem, det, der for publikum er forståeligt og velkendt, og det, der overrasker dem og er nyt og anderledes.
Alessandro Painsi arbejder ud fra samme devise med sin kunst; De bedste værker er dem, der rammer et bredt publikum, samtidig med at de skal føles lige dele forståelige og anderledes.
Ud over væghængte værker og kollager, dekorerede designerjakker og tæpper med vævede motiver har Painsi også slået sig på stentøj, hvor man også kan genkende hans særlige formsprog i de lækre skulpturer.
Alessandro Painsi har fuld fart på, og det er blevet til udsolgte soloudstillinger fra L.A. til Taipei.
